Brancheerfaring er ikke et afgørende parameter
Jeg har i løbet af de sidste 2 år etableret mig som professionelt bestyrelsesmedlem i SMV-segmentet, og har netop indgået aftale om den syvende post som bestyrelsesformand. Virksomhederne er vidt forskellige og i mange forskellige brancher. Den seneste formandspost er i en spændende dansk IT-virksomhed, der er både global og teknologiførende inden for sit felt. Jeg er på én gang både stolt og ydmyg over at have tilføjet IT-branchen til min bestyrelseportefølje, der således spænder bredt inden for byggeri, industri, arkitektur, elektronik, projektsalg og IT.
Det er fantastisk givende og udfordrende at være med i mange forskellige brancher og typer af virksomheder, og jeg glæder mig over, at netop brancheerfaring ikke har været den afgørende faktor, når virksomhedsejerne sammensætter sine bestyrelser. Uanset branche er ejerledernes udfordringer ofte sammenlignelige, og den røde tråd i mine bestyrelsesopgaver er ledelsesudfordringen, strategivalg og eksekvering heraf, organisationsudvikling, vækstrejsen, likviditetstyring, internationalisering, digitalisering samt M&A. Kompetencer vinder over brancheerfaring.
Hvor er det berigende at opleve, at den erfaring og de kompetencer jeg selv har erhvervet gennem mit mangeårige virke på C-level i en international virksomhed med fuld værdikæde, kan medvirke til at skabe værdi i en helt ny kontekst. Jeg værdsætter samarbejdet med professionelle og udviklingsorienterede ejerledere, ledelsesteams samt øvrige bestyrelsesmedlemmer i virksomheder, der som led i sin yderligere professionalisering og udvikling har valgt en ekstern bestyrelse som sparringspartner. Det giver rigtig god mening og skaber dokumenteret værdi.